Kromfohrländer Zelda som demo-hund

Zelda har i dag været demo-hund på “Landsforeningen for hundesoignerings” weekendkursus.

Zelda blev trimmet af spanske Cesar Alonso Martinez, mens jeg fortalte lidt om racen (mest om den ruhårede kromfohrländer, som jeg kender bedst).

Zelda er kort, ruhåret kromfohrländer – og hendes pels var hel trimmemoden i dag, så tidspunktet var helt rigtigt.

Her kommer lige et par billeder før og efter…..

Før:

Kromfohrländer Zelda, 2 år og 10 mdr.

Efter:

Kromfohrländer trimmet i “naturlig look”

Skal en kromfohrländer trimmes?

Trimning er en smagssag…..

Men bedøm selv! Jeg har lavet en side om trimning af kromfohrländeren, hvor der vises billeder er en trimmet side og en utrimmet side på en kromi.

Modellen er Maggie på 11 år og 5 måneder, der er blevet mere “fluffy” i pelsen efter stearilisation. Alligevel bliver Maggie trimmet som minimum hvert forår, hvor hun bliver trimmet helt i bund. Maggie får også en grundig tur med børsten om efteråret, men det er kun for at tage al det løse.

Jeg trimmer udelukkende vha. en gummibørste og fingrene, og trækker således de døde hår af. Kun skægget bliver studset lidt med en saks.

Find siden under: Kromfohrländer\Trimning af kromfohrländer.

Kromfohrländer Zelda i løbetid

Knap 11 måneder gammel er lille kromfohrländer Zelda kommet i løbetid. En lidt anden løbetid, end den hun altid er i 😜, idet Zelda er en kromi, der elsker at løbe, elsker at lege og det kan ikke blive vildt nok….

Vi træner lidt, at Zelda også kan lege med løbetidsbukser på – og dette går glat, idet hun glemmer alt, når hun leger. Vi træner det, så Zelda ikke skal indstille al træningsaktivitet under løbetid, idet tæver i løb skal bære bukser i hallerne

Kromfohrländer Zelda arbejder for føden

Helt tilbage i 2007, da jeg fik min første kromfohrländer, Asterix, lavede min far en “kromfohrländer-brug-hovedet-mad-dispenser- til ham.

Det er sjov at se, at tre hunde løser opgaven så forskelligt. Det lykkedes for Asterix at få tømt flasken een gang, hvorimod han efterfølgende satte sig, og ventende på, at jeg skulle hjælpe ham.

Maggie lærte lynhurtigt at give flasken et dask med poten, så maden fløj om ørene på een. Den metode brugte hun efterfølgende…

Zelda bearbejder flasken med hele sin krop samtidig med, at hun ‘snakker’. Hun bruger den samme toneart, som når hun går til frontal angreb på os!

Kromfohrländer CACIAG

I weekenden den 29. og 30. april var min kromfohrländer Maggie og jeg til international Caciag stævne hos Ribe Hundevenner.

Maggie og jeg lagde hårdt ud og vandt spring klasse 3, og sørme om vi ikke senere på dagen vandt agility klasse 3, og dermed Caciag’et (Certifikat på internationalt niveau. Hvis vi vinder et tilsvarende certifikat i udlandet, bliver vi internationale agilitychampion).

Dermed blev vi også sammenlagt vinder af klasse 3, og fik max. point både til årets agility hund og årets all-round hund.

Maggie, min lille kromfohrländerstjerne
Caciag

Komfohrländer til VM i agility 2015

For nyligt blev jeg anmodet om venskab på FB fra, for mig, en ukendt person. Idet jeg kunne se, at flere af mine agilityvenner var ven med vedkommende, tænkte jeg, at der ikke kunne ske noget ved at acceptere, – og heldigvis for det, for få dage efter blev der opslået nogle skønne billeder af Maggie og jeg i aktion ved VM i Bologne, 2015.

Selv om vi ikke kom hjem med medaljer, så blev VM en stor indre gevinst for mig. Det blev en helt uforglemmelig oplevelse, som jeg altid vil mindes med stor glæde.

Ovennævnte billeder – sammen med nogle billeder, som jeg var så heldig at modtage under VM – vidner om en glad, lille hund, der giver sig 110%. Jeg har lavet denne billedeserie til ære for min skønne, lille, arbejdsivrige kromfohrländer.

This slideshow requires JavaScript.

 

Dansk kromfohrländer

Intet varer evigt. Nu er Dansk Kromfohrländer Forum i luften med samme blog-design som Thosland, hvilket jeg synes er meget ærgerligt, idet jeg ikke har samme holdning til avl, opdræt og sundhed, som de personer der står bag den nye blog.

Personerne bag Dansk Kromfohrländer Forum synes åbenbart, at det er lettere at benytte en helt ny blogtype end en type, man er bekendt med fra egen blog fra anden udbyder, grrrr. Det kan jeg da kun beklage og synes, er højst irriterende.

Dansk Kromfohrländer Forum vil bidrage med information om sundhed inden for kromfohrländer racen, avl og opdræt af kromfohrländer, orientering om aktiviteter, kromfohrländer hvalpe til salg, kromfohrländer hunde til omplacering og kromfohrländer hanhunde til rådighed til avl.

Hvorfor så vælge et blog-design, som jeg har benyttet til at fortælle lidt om mine kromfohrlåndere CasaKromis Asterix og Aqualines First Edition “Princess Maggie”?

Måske skulle jeg føle mig smigret – personerne må jo synes, at min blog er repræsentativ…

Agility

Kromfohrländer Maggie og jeg har været til sæsonens første stævne, der for os fandt sted i Sannes Hundecenter. Vi var tilmeldt spring kl. 3 og spring åben, samt agility åben. Maggie og jeg har trænet løbefelt på A siden DcH’s DM ultimo september 2013, så jeg ville afprøve, hvordan Maggie reagerer til en konkurrence, samtidig med at jeg ville belønne hende for at tage feltet med den nyindlærte teknik. Dette var grunden til, at vi kun var tilmeldt et agilityløb, så vi ikke får ødelagt træningen, nu hvor det tegner til at lykkes.

Og hvilken dag…. Vi vandt spring 3 og agility åben – OG Maggie tog A med den nye teknik, og fik sin belønning midt i løbet, så hun ved, at hun gjorde det rigtige…..

Super, seje lille Maggie Magpie