Pumi, racebeskrivelse

Pumi

Oprindelsesland: Ungarn, FCI Gruppe 1 – uden brugsprøve.

Pumi’en er en ungarsk hyrdehund, –  en terrier-lignende drivhund, der også kan arbejde med større husdyr. Den har en veludviklet lugtesans. Den har vist sig fortræffelig til bekæmpelse af rovdyr og gnavere. En glimrende hushund, som uden problemer kan holdes i en bolig. Den behøver megen motion og er en udmærket hund til både selskab og sport.

Pumi’en er opstået i Ungarn i det 17. og 18. århundrede ved krydsning mellem den oprindelige Puli og importerede tyske og franske hunde af terrier-type med stå-ører. Den er siden begyndelsen af det 20. århundrede anerkendt som selvstændig race.

Pumi’en er en middelstor, veloplagt og munter terrier-lignende hyrdehund. Terrierpræget er mest tydeligt i hovedet. Næsepartiet er langstrakt, og den øverste trediedel af de opretstående ører kipper fremover. Kropsbygningen er kvadratisk. Hunden er konstant opmærksom og bærer derfor halsen mere rejst end gennemsnittet. Den middellange, bølgede pels danner lokker. Pumi’en forekommer i flere farver, men pelsen skal altid være ensfarvet.

Denne ganske livfulde hyrdehund har et rastløst temperament. Den er yderst modig, men noget mistroisk over for fremmede. Med sin fornuftige opførsel, sin livlighed og evne til at udtrykke sig påkalder den sig altid og overalt opmærksomhed. Pumi’en har let til at gø. Dens hele fremtræden udstråler arbejdsiver, og med denne rastløshed og energi er alting på hunden i stadig bevægelse. Den er altid aktiv og klar til at bestille noget. En sky eller flegmatisk opførsel er utypisk for racen.

Pumi’en bevæger sig ganske livlig og temperamentsfuld. Skridtene er korte og energiske, med dynamik og harmoni. Holdningen er kæk og stolt. Travet er let og harmonisk, og bagpoterne sættes præcis i forpoternes spor.

Den bølgede, lokkede pels danner totter, men er aldrig glat eller ”snorepels”. Pelsen er i gennemsnit 4 til 7 cm lang og vokser i mindre eller større totter. Den er elastisk, tjavset og tæt. Hårlaget består af kraftige – dog ikke grove – ru dækhår og en blød underuld. De middellange, tætte og ruhårede dækhår ved ørerne stritter opefter. Der er ikke lange hår ved øjnene og på næsepartiet. Den ønskede soignering foretages ved trimning med hånden, idet mindre tilpasning på hoved og ben er mulig ved hjælp af en saks. Det er dog uønsket, om hele pelsen er rettet til med saks.

Farve :

• Grå i forskellige nuancer (ved fødslen er farven normalt sort, men bliver grå med tiden).
• Sort.
• Hvid
• Fawn (ungarsk: ”fako”) i grundfarverne rød, gul eller creme, idet et sort eller gråt anstrøg og tydelig maske er ønskeligt.

En hvid brystplet under 3 cm i diameter og/eller en hvid streg på tæerne er ikke en fejl.

Pelsfarven skal altid være intens og ensfarvet.

Størrelse: Skulderhøjde for hanner 41-47 cm. Idealhøjde 43-45 cm.
Skulderhøjde for tæver 38-44 cm. Idealhøjde 40-42 cm.

Vægt for hanner 10-15 kg. Idealvægt 12-13 kg.
Vægt for tæver 8-13 kg. Idealvægt 10-11 kg.

Reklamer