Knap et år er gået siden pumi MayDay sprang sit korsbånd. Det har været en lang rejse med blandede følelser. Efter 2. operation, hvor han fik ordnet noget menisk, der havde sat sig i klemme, var han lang tid om at begynde at støtte på benet igen, og I flere måneder kiggede vi kun efter bittesmå fremskridt: Nu lettede han ben på det opererede ben, nu gik han et par skridt uden “rejehop”, nu gik han måske 25 m uden at gå pasgang, etc. Pyh ha…. bekymringen for, hvordan det skulle ende med ham, var enorm i tiden efter operationerne. Efter sommerferien besluttede vi, at der skulle noget mere professionel genoptræning til, og MayDay startede således på waterwalk på Odense Dyrehospital. Langsomt blev det bedre med det opererede ben, men undren var stor, da det blev mere og mere tydeligt, at MayDay trak svagt på det raske ben. Der måtte en ny undersøgelse til, der desværre viste patella luxation. Medfødt eller en overbelastning? – vi ved det ikke!
Vi afsluttede genoptræningen med en beslutning om, at fra den dag skulle MayDay have lov til at være hund, så længe han var rask og glad….
Pludselig var MayDay også blevet meget fokuseret på andre hunde, især tæver, og det kunne være svært at fastholde hans fokus. Jeg begyndte at gå til lidt rally-træning med ham i vinteren for at få opbygget kontakten igen. Det er blevet bedre og bedre hen over vinteren, og vi har nu også genoptaget agilitytræningen. Vi må se, hvor langt det bærer. MayDay er rigtig dejlig at arbejde med til rally, og har en god forståelse for øvelserne, så det fortsætter vi selvfølgeligt også med….
I dag tænker jeg kun på MayDay som en rask hund, og jeg er LYKKELIG for, at vi tog den beslutning at give MayDay en ekstra chance, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville gøre det om, hvis jeg stod i samme situation igen!
Lille MayDay med de glade, spillevende øjne
Thosland 